Blog skrevet af:
Mikkel W. Kaagaard (mikkelkaagaard@hotmail.com)
Forfatteren Mikkel W. Kaagaard er cand.mag. i Historie og Samfundsfag. Han har de seneste fem år arbejdet med etniske konflikter, selvmordsterrorisme og menneskerettigheder samt Libanons, Israels og Sri Lankas moderne historie. Han har bl.a. skrevet bogen ”Sri Lanka - fra selvstændighed til selvmordsterrorisme”


For at læse flere af forfatterens blogs klik her

Sri Lankas fremtid er usikker

Skrevet af Mikkel W. Kaagaard | 22 februar 2010

Kronik bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten d. 20. februar 2010

Mikkel W. Kaagaard, forfatter

Rajapakse-familien befriede Sri Lanka for terrorisme – men nu er den ved at sætte landets demokrati og fremtid på spil. Vesten må presse Sri Lankas regering, men risikerer at sende landet i armene på Kina.

I Sri Lanka har politik altid været en dramatisk affære. Men udviklingen har det seneste år været ekstrem. Selv efter srilankansk målestok. Først lykkedes det i maj 2009 for regeringshæren at nedkæmpe oprørsgruppen De Tamilske Tigre og dræbe gruppens brutale leder. En sejr der ikke mindst var betinget af et tæt samarbejde mellem hærchefen Sarath Fonseka, præsidenten Mahinda Rajapakse og dennes bror, forsvarsminister Gotabhaya Rajapakse.

Kort efter faldt hærchefen i unåde og valgte derfor at stille op til præsidentvalget for oppositionen. Under valgkampen beskyldte Fonseka forsvarsministeren for at have beordret alle oprørsledere som overgav sig henrettet. Alt tyder på at sådanne krigsforbrydelser fandt sted i stort omfang. Regeringen beskyldte til gengæld Fonseka for at planlægge et kup og for at være korrupt.

Den sidste beskyldning fandt mange besynderlig. Fonseka er netop respekteret i Sri Lanka for at havde ryddet op i den korruption som tidligere forkrøblede landets militær. Rajapakse-familien er for mange derimod indbegrebet af den store og voksende korruption og nepotisme i landet. Ikke alene har Mahinda Rajapakse gjort sin bror til forsvarsminister. En anden bror er også blevet minister og en tredje bror, der regnes for strategen i familien, har fået en række centrale funktioner.

Over alt i samfundets top har familien de seneste år placeret familiemedlemmer og venner. Nepotismen er blevet en vigtig ressource, når det gælder om at konsolidere Rajapakse-familiens magt. Koalitionspartnere og oppositionspolitikere som skifter side er automatisk sikret en ministerpost, og med 132 ministre må Sri Lanka nærme sig verdensrekorden.

Mahinda Rajapakse fik næsten 60 pct. af stemmerne ved præsidentvalget i januar og vandt dermed en overraskende klar valgsejr over Fonseka. Men valghandlingen var præget af uregelmæssigheder og blev kun overvåget af en lille gruppe observatører fra andre udviklingslande. De statslige medier blev brugt som partipresse, og de mest regeringskritiske journalister er enten blevet dræbt eller flygtet til udlandet.

Sagen er nemlig, at situationen i landet er alt andet end normaliseret, selv om regeringen for snart et år siden erklærede borgerkrigen for vundet. Undtagelsestilstanden forlænges hver måned, og ekstremt vidtgående terrorlove giver landets militær og politi nærmest ubegrænsede beføjelser. Det gør det næsten umuligt at forhindre de grove menneskerettighedskrænkelser, som har plaget Sri Lanka i årtier.

Omkring 20 journalister og fotografer er blevet dræbt, mens den nuværende regering har været ved magten. Ingen er blevet dømt for disse mord, og ofrenes familier betegner efterforskningen som nærmest ikke-eksisterende.

Mange mener, at landets forsvarsminister, præsidentens bror Gotabhaya Rajapakse, står bag. Sikkert er det, at han sidste år gjorde det klart for et australsk filmhold, at pressefrihed måske kunne bruges i Sydney, men ikke i Sri Lanka.

Efter et års undersøgelser og yderligere nogle måneders overvejelser besluttede EU i februar at suspendere Sri Lanka fra den lukrative handelsordning GSP+. Ordningen giver en lille snes lande ret til at eksportere næsten alle varer toldfrit til EU. Det har gjort Sri Lanka til storeksportør af færdigsyet tøj til EU. Kendte mærker som Calvin Klein, Triumph, Tommy Hilfiger, Victoria’s Secret og Nike er blevet produceret i Sri Lanka i stort omfang.

Det kan være slut nu. Med udsigt til fremover at skulle betale 10-12 pct. i told, kan det være forbi for Sri Lanka på dette ekstremt konkurrenceprægede marked, som først Nordeuropa og siden Sydeuropa har måttet opgive at producere andet end luksusprodukter til. Økonomiske sanktioner er altid kontroversielle. Men det særlige ved GSP+ er, at ordningen giver særlige fordele til gengæld for særlige krav. Toldfriheden er betinget af, at deltagerne overholder en række konventioner for menneskerettigheder og lønmodtagerrettigheder. I december 2009 konkluderede EU-kommissionen, at Sri Lanka blandt andet overtræder konventioner som forbyder tortur og krænkelser af børns rettigheder – og nu har medlemslandene taget konsekvensen.

Det er ikke første gang at Sri Lanka bliver kritiseret af Vesten. Især efter at Sri Lanka i 2006 indledte en tre år lang militær offensiv blev tonen skærpet. Det har fået landets regering til at erstatte den traditionelle vestlige orientering med nye alliancepartnere som Kina, Pakistan, Rusland og Iran, der ikke bekymrer sig om menneskerettigheder i andre lande.

Sri Lanka er dermed et godt eksempel på ikke mindst Kinas ønske om at blive en økonomisk og militær supermagt. Kina investerer massivt i flere afrikanske lande og Sri Lankas havne kan blive et vigtigt knudepunkt. Men EU og USA er stadig Sri Lankas vigtigste handelspartnere og Rajapakse-familien spiller højt spil med landet fremtid. Tekstilindustrien er landets vigtigste eksporterhverv og Kina, der selv står stærkt på dette marked, vil næppe aftage produktionen.

Blot to dage efter EU’s beslutning om at suspendere Sri Lanka fra GSP+ blev den tidligere hærchef og slagne præsidentkandidat Sarath Fonseka arresteret.

Det var kulminationen på en dramatisk udvikling, som begyndte allerede på valgnatten. Her omringende regeringshæren hotellet hvor oppositionskoalitionens ledere havde valgt at forskanse sig med deres sikkerhedsfolk, fordi de forudså repressalier fra regeringen.

Belejringen blev hævet, men Fonseka fik forbud mod at forlade landet, og flere af hans sikkerhedsfolk og venner i militæret blev arresteret. Spændingerne tog til og i to uger beskyldte regeringsrepræsentanter Fonseka for at planlægge et kup og mord på præsidentfamilien. Fonseka blev dog først arresteret 8/2 efter at han tidligere samme dag havde erklæret sig parat til at vidne om Rajapakse-familiens ansvar for krigsforbrydelser ved en international retssag.

Hvis Fonseka planlagde et militærkup, er det besynderligt, at man fremlagde beskyldningen gennem medierne i dagevis uden at arrestere ham.

Det er også besynderligt, at både præsidenten og forsvarsministeren turde forlade landet få dage før arrestationen. Det forekommer mere sandsynligt at Rajapakse-familien ville forhindre Fonseka i at dele den viden om krigsforbrydelser og regeringsvenlige dødspatruljer, som han som tidligere hærchef menes at have, med vestlige magter.

Sri Lankas demokrati forekommer lige så skrøbeligt som i 1970′erne og 1980′erne. I denne periode satte udtagelsestilstand og terrorlove retsstaten ud af kraft, og tamilerne blev udsat for statsstyret og nærmest officiel diskrimination. Den daværende præsident Jayewardene gav oppositionslederen forbud mod at stille op til valg, og et parlamentsvalg blev aflyst så der ikke blev afholdt valg i 12 år. Det var netop i denne periode, at landets etniske konflikt mellem singalesere og tamiler udviklede sig til en blodig borgerkrig.

Det gør den aktuelle situation i Sri Lanka ekstra bekymrende. Det er netop i denne fase, at de tamiler, som støttede De Tamilske Tigre, skal overbevises om, at det i fremtiden er muligt at opnå resultater gennem fredelig demokratisk kamp. Der er derfor næppe noget alternativ til fortsat vestligt pres på Sri Lankas regering, selv om risikoen er at Rajapakse-familien knytter landet endnu tættere til især Kina.

Heldigvis er der også positive tendenser. Borgerkrig er afløst af enkelte politiske mord. Sidste år sad næsten 300.000 civile tamiler ulovligt indespærret i lukkede regeringslejre. I dag er de fleste sat fri.

Sri Lanka har et kæmpe potentiale i kraft af en relativt veluddannet og ofte engelsktalende befolkning og fantastiske muligheder for at udvikle turisterhvervet. I store dele af landet har singalesere, tamiler og muslimer længe levet fredeligt side om side – på trods af borgerkrigen.

De Tamilske Tigre var også blevet en forhindring for fred og forsoning i landet. Lederne var eftersøgt internationalt for terrorisme og mordet på Indiens tidligere premierminister Rajiv Gandhi. Derfor ønskede de ikke at gå på kompromis med kravet om en selvstændig tamilsk stat med et-parti-styre til Tigrene. Alt andet ville betyde, at de en dag kunne blive retsforfulgt i Sri Lanka eller Indien.

Men hvis Sri Lanka skal bevæge sig i den rigtige retning må demokratiet og retsstaten styrkes.

1 Kommentar for denne blog

  1. Jesper Says:

    Jeg er halv dansker og halv sinhalesere. Selvom min far har flere hoteller i Bentota og en resturant i Columbo så siger jeg boykot Sri lanka så længe Rajapakse familen styre det. De er en stor mafiafamilie som bør få samme skæbne som Saddam Hussien familen i Irak fik. Jeg har været på Sri lanka og set hvordan tamilerne bliver dårligt behandlet, jeg kan sgu godt forstå de vil have deres egen stat, men tror desværre det kun bliver ved en drøm nu hvor ltte er nedkæmpet. Nogle af min fars mest loyale medarbejdere har været tamiler. Min far er en splittet mand han er ikke den store fan af Rajapakse, men han har også det indtryk at det er Rajapakse, som har fået stoppet krigen, og det har jo indirekte gjort at hans foretninger går rigtig godt igen. Jeg prøver efter bedste evne at fortælle ham at penge ikke er alt og at, det vigtigste for Sri lanka er at de for deres demokrati tilbage, og at tamilerne i det mindste for de samme rettigheder som sinhaleserne.

    Venlig hilsen Jesper

Skriv en kommentar

Translator

Danish flagEnglish flagGerman flagFrench flagDutch flag