0094.dk

Sri Lankas præsidentvalg står reelt mellem to kandidater. Den siddende præsident Mahinda Rajapakse og den tidligere hærchef Sarath Fonseka. Især for mange tamiler er det et valg mellem pest og kolera. Fonseka og Rajapakse er begge buddhistiske singalesere og de kørte et tæt parløb under hele den hårdhændede regeringsoffensiv som knuste De Tamilske Tigre. Mange civile tamiler blev dræbt og meget tyder på at der blev begået omfattende krigsforbrydelser.  I så fald får begge de to præsidentkandidater meget svært ved at løbe fra ansvaret.

For mange tamiler vil den første indskydelse derfor være at boykotte præsidentvalget eller støtte en tamilsk kandidat – velvidende at vedkommende ikke har en chance for at blive valgt. Man bør dog huske på, at der er en grund til at valget nu står mellem to singalesiske hard-linere. Ved det seneste præsidentvalg i 2005 stod valget mellem Ranil Wickremesinghe (UNP) og Rajapakse (SLFP). Wickremesinghe havde som premierminister indledt fredsprocessen mellem regeringen og De Tamilske Tigre, og han gik til valg på løftet om at genstarte fredsprocessen. Rajapakse gik derimod til valg på løftet om at stoppe fredsprocessen og i stedet løse konflikten med militære midler. Samtidig lovede han ikke at omdanne Sri Lanka til en føderation med selvstyre til tamilerne som Wickremesinghe ellers havde erklæret sig parat til. De Tamilske Tigre valgte at gennemføre en omfattende boykot af præsidentvalget i hele det nordøstlige Sri Lanka. Det blev afgørende for resultatet. Rajapakse vandt en kneben sejr med blot 50 % af stemmerne mod Wickremesinghes 48 %. Herved havde De Tamilske Tigre hjulpet deres egen bøddel til magten. Wickremesinghe er stadig leder af UNP og oppositionen. Men han blev så politisk svækket af sit nederlag i 2005 og af sin oprindelige modstand mod regeringsoffensiven, at UNP erkendte, at han ikke ville have en chance for at vælte Rajapakse. Fonseka havde derimod stor del i æren for den militære sejr over Tigrene og derfor står valget nu mellem ham og Rajapakse. Spørgsmålet er, om ikke en ny tamilsk boykot blot vil medføre, at tamilerne endnu engang sætter sig uden for indflydelse. Og det er synd, for der er hårdt brug for, at tamilske interesser repræsenteres bedre i srilankansk politik.

Man bør huske på, at Fonseka alene har medansvar for den militære ledelse under offensiven. Det var ikke ham der valgte at satse på en militær løsning, og det var ikke ham der valgte at opsige våbenhvileaftalen. Det er ikke ham der har ansvaret for beslutningen om at spærre de tamilske flygtninge inde i lukkede lejre, og det er heller ikke ham der har ansvaret for, at den militære sejr over Tigrene ikke er blevet fulgt op af en politisk løsning som kan sikre fredelig sameksistens på længere sigt. Det ansvar er Rajapakses. Man kan derfor sige at Rajapakse allerede har bevist, at han ikke er manden der kan løse konfliktens bagvedliggende problemer. Fonseka har derimod aldrig haft chancen for at træffe de overordnede politiske beslutninger.

Men faktisk er det slet ikke sikkert, at Fonseka bliver særligt magtfuld. Fonseka har udelukkende fået opbakning fra oppositionspartierne UNP og JVP, fordi han har lovet dem at afskaffe præsidentstyret som giver srilankanske præsidenter endnu større magt end amerikanske eller franske præsidenter. Oppositionens plan er, at Fonseka vinder præsidentvalget til januar og oppositionspartierne vinder parlamentsvalget senere på året. Herefter afskaffes præsidentstyret og Wickremesinghe vil som premierminister være landets mest magtfulde person. Ifølge planen skal Fonseka herefter blot stå i spidsen for en arbejdsgruppe der bekæmper korruption. Ved at støtte Fonseka vil man derfor have langt større chance for at holde både ham og Rajapakse uden for indflydelse, end hvis man vælger at boykotte valget.